Juletid

Levende Lys Endelig

Danske Beredskaber guider dig sikkert gennem julen.
Gode råd om levende lys.

December er højsæson for levende lys - men også for brande i private hjem.

Danske Beredskaber giver dig her fem gode råd til at komme sikkert gennem julemåneden med
levende lys.

Kalenderlys, adventslys og juletræslys er med til at sætte rammen om en hyggelig og stemningsfyldt
julemåned. Men før du tænder de levende lys, er det vigtigt, at du tænker dig ekstra godt om og tager
nogle forholdsregler.

Sådan lyder opfordringen fra Danske Beredskaber, der er interesseorganisation for landets kommunale
beredskaber.

I december måned rykker beredskaberne ud til 35 procent flere brande i private hjem end i en
gennemsnitsmåned. Det viser tal fra Redningsberedskabets Statistikbank, der administreres af
Beredskabsstyrelsen og primært består af data, der er registeret og indrapporteret af de kommunale
redningsberedskaber i Danmark.

Med andre ord er december en særdeles travl måned for landets beredskaber.

- Mange brande i december skyldes uforsigtighed med levende lys. Måske har man glemt at slukke
kalenderlyset inden sengetid, eller der er gået ild i en tør juledekoration, siger sekretariatschef i Danske
Beredskaber, Bjarne Nigaard.

Du kan dog gøre meget selv for at forebygge, at den hyggelige julebelysning ender i brand og et besøg af
beredskabet.

- Det er vigtigt at have respekt for ild og tage sine forholdsregler. Man skal aldrig forlade et rum med
levende lys, og derudover er det vigtigt altid at have vand i nærheden. Lav også gerne aftaler i familien om,
hvem der slukker de levende lys, siger Bjarne Nigaard.

En anden god huskeregel er lade lysene i adventskransen stå i holdere, så stearinen ikke er i direkte kontakt
med pyntegrønt og nips i dekorationen.

- Når du holder god afstand mellem lysene og placerer dem i holdere, vil lysene brænde mere stabilt uden
at påvirke hinanden. Sørg også for, at der er god afstand mellem lysene og pynten i dekorationen - lad
være med at vikle pyntegrønt eller andet op ad lyset, for der er stor risiko for, at det antænder, siger han.

På selve juleaften har mange danskere en tradition med levende lys på juletræet. Det er både smukt og
hyggeligt, men for at brandsikkerheden er i orden, kræver det, at du gør dit forarbejde, understreger Bjarne
Nigaard.

- Bruger du levende lys på dit juletræ, bør du fylde vand i din juletræsfod. Det holder grenene friske i
længere tid og mindsker risikoen for, at de tørre grangrene futter af. Det er ligeledes en rigtig god idé at
have en gulvspand med vand stående i håndvasken, så du hurtigt kan reagere, hvis et af lysene antænder
noget julepynt eller en grangren.

Skulle uheldet være ude, og der opstår brand, skal du alarmere beredskabet via 1-1-2.

Fem gode råd om levende lys fra Danske Beredskaber:

1. Forlad aldrig rummet, hvis der er levende lys tændt

2. Lav din juledekoration med omtanke. Pas på med brændbart pyntegrønt og nips i dekorationerne.
Placer lysene med god afstand mellem hinanden og i holdere, som adskiller lyset fra pyntet. Hold
også sikker afstand mellem levende lys og pynt og gran.

3. Lav en regel om, at den, der tænder for et levende lys, også skal huske at slukke det.

4. Hav vand parat i nærheden. Stil en ekstra kande vand på bordet eller hav danskvand/sodavand i
nærheden. Kulsyren kan hjælpe til med at få spredt væsken, hvis man ryster flasken ved eventuel
slukning.

5. Hvis du bruger levende lys på dit juletræ, så fyld vand i din juletræsfod. Det holder grenene friske i
længere tid og mindsker risikoen for, at de tørre grangrene futter af. Hav eventuelt gulvspanden
stående fyldt i køkkenvasken, når lysene på træet er tændt.

Tårnby frise

Tårnby Brandstation  *  Gl. Kirkevej 100  *  2770 Kastrup  *  tlf. 3247 0330  *  brandstationen@taarnby.dk  *  EAN 5790000416257

×

Cookie info