Brandvæsenet rykker ud til brande i private hjem ca. 3.900 gange om året, og ifølge en befolkningsundersøgelse, som Epinion har foretaget for TrygFonden og Beredskabsstyrelsen, opstår der derudover årligt omkring 60.000 såkaldte ”happy fires”, hvor folk selv slukker en mindre brand i hjemmet uden brandvæsenets hjælp.
Brandforebyggelse i hjemmet
Levende lys
Levende lys er en af det største årsager til brand i private hjem.
- Gå aldrig fra tændte stearinlys.
- Sæt levende lys med god afstand til gardiner, vindueskarme og andre brandbare overflader.
- Brug gerne led-stearinlys i stedet for – så skåner du også indeklimaet.
- Stil altid fyrfadslys på et brandsikkert underlag.
- Pas på bloklys i klynger. Lysene har det med at smelte sammen og kan skabe store stikflammer.
Tv, stereo og el-artikler
- Gør det til en vane at slukke for kontakter til elektronik i dit hjem, når det ikke er i brug. Det mindsker risikoen for kortslutning ved lynnedslag.
- Meget nyt elektronik slukker i dag automatisk - men ved ældre apparater er det dog stadig vigtigt at slukke manuelt.
- Gå aldrig fra et tændt strygejern.
- Tør ikke tøj på elvarmepaneler eller -ovne. Varmen kan få tøjet til at antænde.
- Undgå opladere i sofaen og sengen og lad dem aldrig ligge tildækket under dyner og puder.
Rygning
- Ryg aldrig i sengen eller andre steder, hvor du kan falde i søvn. Rygning i sengen er en af de hyppigste årsager til brand i private hjem.
Køkkenartikler og hårde hvidevarer
- Sluk for komfuret og kogeplader, hvis du ikke er i nærheden. Også selvom du er ved at lave mad.
- Opstår der alligevel brand i en gryde med olie eller fedt, så hæld aldrig vand på. Brug i stedet et låg, et brandtæppe eller andet slukningsudstyr, der ikke indeholder vand.
- Undgå så vidt muligt at lade vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine køre, når du sover eller ikke er hjemme. Maskinerne udvikler stærk varme, som kan medføre kortslutning og brand.
- Anskaf gerne køkkenmaskiner, fx kaffemaskine, med automatisk slukkefunktion eller monter et automatisk tænd-sluk-ur i stikkontakten.
Grill og have
- Hæld aldrig brandfarlige væsker som benzin og sprit på grillen.
- Brug kun ukrudtsbrænder, når planter og jord er fugtig, der er vindstille og se dig jævnligt overskulderen efter gløder.
- Når du er færdig med at brænde ukrudt, husk at gå en runde efter 15 minutter og tjek at der ikke ligger gløder og ulmer.
Grill i haven eller på altanen
Når sæsonen for aktiv brug af grillen starter, så husk lige at der gælder en række almindelige forsigtigheds-bestemmelser:
- Hold afstand - undgå ild i nærheden af tørre planter eller andet, der kan brænde.
- Vær opmærksom på vind retning og vindstyrke.
- Vær opmærksom på børn og dyr.
- Vis hensyn - undgå, at røgen generer naboer og omgivelser.
- Hold ild og gløder under opsyn og tjek, at alt er slukket, før du forlader stedet.Husk at have vand i nærheden, så en lille brand hurtigt kan slukkes.
Læs Beredskabsstyrelsens brochure om brug af grill, bål og ukrudtsbrænder,( som du kan læse HER.)
Fyrværkeri
Danske butikker må sælge fyrværkeri fra 15. december til 31. december.
Du må anvende fyrværkeriet fra 27. december til 1. januar. Resten af året er det ulovligt for privatpersoner at bruge fyrværkeri.
Undgå brand i det travle nytår
Forbudszone - Affyring af raketter - Ved Diget
Generel sikkerhed ved brug af fyrværkeri (Sikkerhedsstyrelsen)
Ukrudtsbrændere
Multihallen Gigantium i Aalborg brændte ned i juli 2017 på grund af forkert brug af ukrudtsbrænder.
Sagen fra Aalborg er langt fra enestående. Brandvæsenet rykker årligt ud til over 250 brande som startede, fordi ukrudtsbrændere blev brugt forkert.
En ukrudtsbrænder er en let og bekvem måde at slippe af med ukrudtet. Men i og med at en ukrudtsbrænder grundlæggende er en gigantisk lighter, er den er også et farligt redskab.
Hvad er det, der går galt, når folk bruger ukrudtsbrænder?
- Det helt store problem er nok, at folk tror, at de skal brænde ukrudtet af. Men det skal man ikke. Ukrudtet skal kun lige svitses. Den stærke varme får ukrudtet til at visne, dø og forsvinde, siger forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard og fortsætter:
- Hvis ukrudtet stadig er der efter nogle dage, så giv det en tur til, men igen skal det altså kun svitses, så skal det nok forsvinde.
Derudover skal man tænke over, hvor og hvornår man bruger ukrudtsbrænderen.
Beredskabsstyrelsens fem råd til sikker brug af ukrudtsbrænder:
- Ukrudtet skal kun svitses - det skal ikke brænde
- Lad være at bruge ukrudtsbrænderen, hvis det er meget tørt eller det blæser
- Hold god afstand til hække, blade, skuret og andet
- Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
- Hav vand i nærheden
Ukrudtsbrænderen skal være lovlig
Det er vigtigt at læse brugsanvisningen grundigt og tjekke, at ukrudtsbrænderen er mærket korrekt, før man går i gang med at bruge den. Den skal bære DG-mærket for at være lovlig.
- Når du bruger ukrudtsbrænderen, er det vigtigt at åbne helt for regulatoren på gasflasken og ikke bruge den til at regulere mængden af gas, som kommer ud. Det er også vigtigt at lukke helt for regulatoren og afmontere gasflasken eller -dåsen, når du er færdig med at bruge ukrudtsbrænderen, siger kommunikationschef Mette Cramon fra Sikkerhedsstyrelsen og tilføjer:
- Ukrudtsbrænderen kan blive meget varm, så lad den køle af, før du stiller den væk.
Hvis uheldet er ude - ring 1-1-2
Orden på trappeopgangen
Vedr. henstilling af effekter i trappeopgang
Bygningsreglementet har fastsat nogle funktionskrav til adgangsforholdene i bygninger. Trapper i en etageejendom skal normalt sikre gode adgangs-og flugtvej-forhold for bygningens brugere. For at sikre dette, er der nogle formelle krav i Bygningslovgivningen der skal overholdes. Flugtveje skal udformes på overskuelig måde som gange og trapper, der giver betryggende mulighed for, at personer kan bringe sig i sikkerhed på terræn i det fri. Flugtveje må ikke indrettes til andre formål end trafik. Gange kan dog indrettes til formål, som ikke medfører væsentlig forøget brandbelastning eller reducerer gangenes funktion som flugtveje.
Som udgangspunkt må der ikke forefindes oplag med væsentlig brandbelastning i en trappeopgang. Henstilles der effekter uden væsentlig brandbelastning i trapperummet, må de ikke kunne genere gangarealet. Trapper i etageboligbebyggelse skal have en fri bredde på min.1,0 m.
Ansvaret for henstilling af ulovlige effekter i trapperummet påhviler i første omgang den der har gjort det, men ejendommens ejer/administrator har pligt til at påtale ulovlige forhold og holde ejendommen i forsvarlig og sikker stand.
Såfremt ejer/administrator ikke sikrer at ejendommen holdes i forsvarlig og sikker stand, kan kommunens bygningsmyndighed påbyde ejer/administrator at sikre dette.
En eventuel anmeldelse skal derfor stiles til afdelingen: Plan, byggesag og miljø, Teknisk Forvaltning, Tårnby Rådhus.
Uddrag af Bekendtgørelse nr. 184 af 06/05 1983 brandsikring af beboelsesbygninger opført år 1900 og senere:
Ordensforskrifter m.m.
§ 9."Ejendommens adgangsarealer, brandredningsarealer (brandveje), trapper med tilhørende forrum og gange samt adgang hertil må ikke indrettes eller benyttes til andre formål end adgang eller tilkørsel. Arealerne, trapperne og gangene m.v. skal holdes ryddelige. De må heller ikke anvendes til henstilling af biler, cykler og barnevogne m.m. eller til oplagring af varer og affald m.m., der kan fremme en brands udbredelse eller hindre personers flugt og brandvæsenets indsats i tilfælde af brand."