TEMA: SÅDAN ER DET AT VÆRE DELTIDSBRANDMAND

Forside 825X260

I dette tema med fokus på de forskellige brandmandsfunktioner kan du læse om 22-årige William Karstensen, der fortæller, hvordan det er at være deltidsbrandmand. Uforudsigeligheden og adrenalinen, man får som deltidsbrandmand, var noget af det, der motiverede ham til at arbejde i beredskabet.

Image3 200X300 Ny

Som deltidsbrandmand rykker William Karstensen fra Frederiksborg Brand og Redning ud til brande, eksplosioner og større ulykker. Det er ham, der tilsidesætter egne behov for at hjælpe andre mennesker. Han redder liv og møder på brandstationen ved alarm, og det er netop det, William Karstensen elsker ved sit job.

"Fra det øjeblik alarmen går, har man fem minutter til at stå klar. Det er her, adrenalinen begynder at pumpe i blodet. Det kan handle om liv eller død. På et split sekund omstiller man sig og slipper alt, hvad man har i hænderne for at kunne gøre en forskel og hjælpe andre," siger han.

To erhverv

En meget stor del af brandmændene i Danmark er deltidsansatte brandmænd, hvilket betyder, at brandmanden har et andet hovederhverv. Det er ikke alle deltidsbrandmænd, der har mulighed for at smutte fra deres civile arbejde, når alarmen går, men det kan William Karstensen.

"Som deltidsmandmand går jeg altid rundt med en alarm. Når alarmen går, er det bare med at komme afsted, også selvom jeg er på mit andet job i en børnehave. Jeg er meget glad for, at der bliver taget hensyn til mit andet erhverv som brandmand, så jeg altid har mulighed for at rykke ud, når det brænder på," siger han.

William Karstensen blev fascineret af brandmandsverdenen, da han tog uddannelsen som værnepligtig i Beredskabsstyrelsen. Det motiverede ham til at søge stillingen som deltidsbrandmand i Frederiksborg Brand og Redning.

"De ni måneders uddannelse som værnepligtig var så spændende og udfordrende, at jeg higede efter mere. Jeg søgte derfor stillingen som deltidsbrandmand og blev ansat i oktober 2015, og selvom jeg kun har været deltidsbrandmand i 1,5 år, er jeg sikker på, at mine arbejdsdage aldrig kommer til at ligne hinanden," fortæller han.

Et unikt fællesskab

Kammeratskabet og de oplevelser, man får kollegaerne imellem, er ifølge William Karstensen altafgørende, når det handler om at kunne stole på hinanden og samarbejde.

"Man ved ikke, hvad man kommer ud til, før man står i situationen. Det betyder, at man skal have tillid til hinanden, når man eksempelvis træder ind i en brand. Selv om du føler, at du er ved at smelte, når der er flere hundrede grader varmt inde i en bygning, så ved jeg, at min makker har min ryg og kender forholdsreglerne," siger han.

Som deltidsbrandmand varierer arbejdstiderne, og der kan godt gå flere dage, hvor man ikke bliver kaldt på vagt, men det svækker ikke kammeratskabet, fortæller William Karstensen.

"Man opbygger et kammeratskab med de mennesker, man er på vagt med, og gennem de øvelser, man løbende er på. Vi tager altid pis på hinanden, men er 100 procent seriøse, når der er brug for os, og alarmen går."

Image1 240X300 Ny

Ifølge William Karstensen er det vigtigt, at man stoler på hinanden. Hvis man ikke er en teamspiller, skal man vælge et andet fag, mener han:

"Samarbejde og tillid er fundamentet for en god brandmand. Jeg kan huske engang, hvor der kom giftig røg ud af en container. Der var en tank derinde, som omdannede plastik til olie, og den var omkring 700-800 grader varm. Sirenerne gik i gang, og vi fik at vide, at vi ikke måtte slukke med vand - så ville containeren eksplodere. Derfor var vi nødt til at slukke med skum. Jeg tænkte et øjeblik - er skum ikke vandbaseret? Jeg vidste, at der var styr på det, og udførte manøvren, og alt gik naturligvis godt."

Deltidsbrandmændenes funktion

Der findes både heltids- og deltidsbrandmænd. Det sidste er det mest almindelige uden for de største byer i landet. Arbejdsopgaverne er de samme for en deltidsbrandmand som for en fuldtidsbrandmand. Forskellen er blot, at deltidsbrandmænd ikke nødvendigvis befinder sig på selve brandstationen, når alarmen går.

William Karstensen bestod testen som røgdykker, da han tog uddannelsen som værnepligtig og fungerer derfor som røgdykker hos Frederiksborg Brand og Redning. Funktionsuddannelsen som røgdykker betyder, at man får lov til at slukke brande indefra, og det er noget af det, der tænder William Karstensen ved sit job.

"For mig er røgdykning det fedeste, fordi jeg godt kan lide at nedkæmpe ild indefra ved større brande. Det er her, adrenalinen pumper i mit blod. Jeg kan huske engang, hvor vi kom ind i en bygning og ilden var så voldsom, at den fik fat i gavl og udhus. Selv om det var farligt, lykkedes det os, via godt samarbejde, at arbejde os ind og slukke branden," fortæller han.

For at blive deltidsbrandmand skal man have gennemført grunduddannelsen, en funktionsuddannelse og et udvidet førstehjælpskursus. Inden da skal man have taget et 12-timers førstehjælpskursus.

Tekst: Sara Fuglsig Christensen, Danske Beredskaber
Foto: Privat

 

Brandmandsfunktioner:

Frivillig brandmand:
Har gennemført brandmandsuddannelsen og bliver tilkaldt efter behov

Frivillig i brandværn:
Har gennemført brandmandsuddannelsen og fungerer som deltidsbrandmand uden løn

Deltidsbrandmand:
Har et andet job ved siden af livet som brandmand

Fultidsbrandmand:
Har et fuldtidsjob som brandmand. Fuldtidsbrandmanden er på brandstationen og rykker ud ved alarm

Værnepligtig:
Efter endt uddannelse kan den værnepligtige kalde sig redningsspecialist. Værnepligtiguddannelsen giver adgang til at søge ansættelse i eksempelvis kommunale brandvæsener eller Beredskabsstyrelsen

Tårnby frise

Tårnby Brandstation  *  Gl. Kirkevej 100  *  2770 Kastrup  *  tlf. 3247 0330  *  brandstationen@taarnby.dk  *  EAN 5790000416257

×

Cookie info